Fremragende farvel til den aldrende bane

Den er den mest forhadte bane i dansk divisionsfodbold. Den gamle og efterhånden meget slidte kunstgræsbane på Frederiksberg Idrætspark er hadet af nærmest hvert eneste modstanderhold, og har modsat lagt plastikgræs til mange store FA 2000-triumfer igennem årene.
Det var her, at man en varm sommerdag med en sejr over Allerød sikrede sig divisionsstatus, det var her, man med en sejr over Skovshoved kom med i den landsdækkende 2. division og det var også hér, at VSK Aarhus blev nedlagt og i juni måned for knap et år siden, og dermed sørgede for endnu en oprykning - men kampen mod Fremad Amager blev den sidste på banen i denne omgang.
I dag er renoveringen af banen startet, men FA 2000 sørgede for at tage en perfekt afsked med banen ved at slå Fremad Amager med 2-1 efter en intens og underholdende kamp med chancer for begge hold til at score flere mål. Fremad Amager har gjort det flot siden trænerskiftet til Christian Iversen, så der ventede de blåklædte en meget svær opgave, men den blev løst til næsten perfektion.
Fremad Amager kom dog bedst ud til kampen, og der skulle ikke engang gå et minut, før de fik den første store chance, men William Ravn nåede akkurat først på den farlige tværpasning og fik clearet bolden til hjørnespark. FA 2000 bed dog fra sig i den anden ende, og efter 10 minutter kastede det så også et føringsmål af sig.
Et fremragende dybt løb fra Oliver Tølbøll Rimmen endte med en lige så flot frispilning af Casper Holmelund, som fra fri position fra kanten af det lille felt, iskoldt udplacerede Mikkel Andersen i gæsternes mål. I de seneste kampe har FA 2000 dog måtte indkassere udligningen relativt kort efter føringen på 1-0 og sådan skulle det også gå denne gang.
Et opspil i venstre side endte med, at gæsternes højre back Jerailly Wielzen trak ind i banen - det forvirrede åbenbart FA 2000 så meget, at han fik lov at stå helt umarkeret og sende bolden i kassen til udligningen. Herfra var det Fremad Amager, der i resten af halvlegen havde de største chancer, men Rasmus Wedege stod i vejen med flere flotte redninger, indtil vi nåede overtiden af første halvleg.
Her fik Fremad Amager endnu engang spillet sig igennem, og denne gang passerede bolden til en helt umarkeret Kasper Andersen, der på forunderlig vis sparkede bolden forbi det gabende tomme mål. Det måtte betyde taktiske justeringer i pausen, og de kom også med det resultat, at defensiven nu så noget mere komfortabel ud end i de første 45 minutter.
Fremad Amager var meget på bolden, men det var mere på afslutninger fra distancen, at man nu havde sine forsøg, og et par af dem krævede et par gode redninger fra Rasmus Wedege for at holde bolden fra scoring, mens FA 2000 også kom den anden vej, og et frispark fra Karim El Haddouchi sneg sig lige forbi den ene opstander i en situation, hvor målmand Mikkel Andersen ellers var prisgivet, ligesom indskiftede Hassan Elsayed var tæt på at heade bolden i kassen efter et hjørnespark.
Samme Hassan Elsayed skulle dog få en hovedrolle med otte minutter igen. FA 2000 får startet en omstilling, og her løb han fra alt og alle og lagde en perfekt tværbold, som først blev sendt på overliggeren af Ilias Namli, inden Casper Holmelund kunne tordne returbolden i kassen til 2-1 og kæmpestor jubel blandt de blåklædte spillere.
I slutfasen var FA 2000 faktisk tættere på at øge føringen end Fremad Amager var fra at score. Casper Holmelund fik en gylden mulighed for at fuldende sit hattrick i overtiden efter Hassan Elsayeds fine forarbejde, men denne gang vandt Mikkel Andersen duellen og fik pareret forsøget. Det ændrer dog ikke på en fremragende lørdag og et perfekt farvel til den gamle kunstgræsbane.
FA 2000 - Fremad Amager 2-1 (1-1)
1-0 Casper Holmelund (10.)
1-1 Jerailly Wielzen (18.)
2-1 Casper Holmelund (82.)